Lise Piltoft

Cirka en måned har jeg tilbragt i Nepal. Hele Nepalsturen kredsede jo egentlig om den trekkingtur, Christina og jeg havde planlagt, at vi skulle på, men det betyder ikke at vi ikke også nåede en masse andet.

De fleste fra højskolen, der har rejst i Nepal i marts måned, har holdt base ved Fireflies Hostel i Kathmandu. Et rigtig hyggeligt og billigt hostel, som på mange måder blev lidt ens hjem, dels på grund de søde hostelansatte, der altid var med på spas, og dels på grund af alle de fantastiske backpackere, man mødte fra hele verden.

Før den stod på trekking, havde jeg jo en frygtelig masse bøvl med at få min bagage fra Delhi, og døjede også med lidt sygdom fra al Kathmandus støv. Så ugen stod ikke på meget sightseeing. En dag var jeg med Kasper, Mikkel, Johan, Morten, Nanna, Cecilie og Jannik ude i Patan, en gammel bydel i Kathmandu. Her kunne man se templer, oldgamle butikker og pladser.

Derudover blev det meste sightseeing lavet, da vi kom tilbage fra trekking.

En dag var Christina og jeg ude med to danskere, Mads og Mark, for at se Pashupatinath Temple, der er kendt for at være det sted, hvor hinduerne brænder deres lig af. Det var en meget syret oplevelse at træde ind her som turist, for selvom man blev genet hen til gode udsigtsposter af lokale guides, følte man virkelig ikke at man var velkommen. Den første ligbrænding vi så var meget tæt på, og det var som at være tilskuer til en begravelse. Familiemedlemmer hylede og græd - meget ubehageligt at overvære. Den næste ligbrænding var nærmest en festlig ceremoni - her var der ingen tårer, blot folk der sang og en, der holdte en lang tale.

Efter denne syrede oplevelse gik vi ned for at se verdens største stupa til solnedgangen.

En aften tog Christina, Cecilie og jeg op til Monkey Temple for at se solnedgangen over byen. Templet er kendt for at være omringet af aber, hvilket gjorde at man var noget varsom på vej op. Udsigten over byen var tilgengæld fantastisk.

Omkring fem dage før min flyafgang fra Kathmandu, fik jeg den idé at tage på en kort dagstursbesøg til Pokhara. Jeg havde dog lige akkurat døjet med et par dages madforgiftning, så den 8-timers bustur til Pokhara var måske noget overmodigt og ikke nogen fornøjelse. Men jeg var nået til et punkt, hvor en pause fra Kathmandus støj og støv var meget tiltrængt.

Da jeg kom frem til Pokhara regnede det, og madforgiftningen fik mig til at blive i sengen aftenen ud.

Men næste morgen var vejret dejligt, jeg havde det bedre, og pludselig fik jeg den skøre idé, at nu skulle jeg da ud og paraglide! Så straks blev det arrangeret med hostellet, jeg boede på, og få timer efter lettede jeg fra jorden med en paragliderinstruktør ved ryggen.

Det var en vild og out-of-body agtigt oplevelse. En halv time i luften var nok til at gøre mig en anelse svimmel. Men udsigten over Pokhara, der blandt andet ligger ved en fin sø, var helt i top.

Paragliding i Pokhara

Pokhara

Turen til Pokhara var et lækkert pusterum, så da jeg kom tilbage til Fireflies Hostel i Kathmandu var humøret højt og jeg gjorde mig klar til at forlade Nepal.

Jeg skiltes med Christina i Nepal og tog så afsted til Myanmar for at mødes med Nanna, Cecilie og Jannik. Flyturen (som bl.a gik forbi Delhi, min absolut ynglingslufthavn) var lidt lang med en overnatning i Don Mueang lufthavn og masser af indiske mænd på flyturene, der blev noget nærgående.

Jeg var fremme i Yangon, Myanmar torsdag morgen, og her mødtes jeg med mine nye rejsekammerater på YMCA hostel. Her mødtes vi med Emily, en burmeser fra vores højskole, der bor og arbejder hos YMCA. Vi hyggede os meget med Emily i Yangon, der viste os gode spisesteder, tog os med til en angelisk gudstjeneste og inviterede på lokal burmesisk mad. Og så kunne Emily også fortælle en masse om Myanmars historie, der jo bærer præg af en regering, der sidder på en masse penge, som befolkning ikke får noget af.

Vi endte med at blive en del dage i Yangon. Det var fordi, at Water Festivallen og burmesisk nytår gør at mange busser og butikker lukker ned i mange dage - lige præcis i den periode, hvor vi var i Myanmar. Derfor blev vi nødt til at vente på at få et tog videre til Bagan mandag.

I vores tid i Yangon nåede vi forskellige ting: den smukke Swedagon Pagode, der bliver belagt med guld hvert fjerde år, en tur i biografen, de lokale markeder, gåture ved søen og sidst men ikke mindst, en burmesisk koncert med Myanmars mest populære sanger. Her havnede vi lidt ved et tilfælde, men vi blev simpelthen så nysgerrige, da vi kunne se tusindvis af unge fulde burmeser klædt i næsten intet (!) tøj.

Swedagon Pagode

April 10th show med den burmesiske sanger Sai Sai Kham Leng

Mandag startede Water Festival i Yangon. Vi skulle ikke med toget før eftermiddag (der hurtigt blev forsinket til sen aften - velkommen til Asien) så vi havde god tid i byen til at opleve festivalen.

Og hold da op! Det gik helt amok i Yangon. Børn farede rundt med spande og kastede ivrigt iskoldt vand på turisterne. På vejen kunne du gå forbi flere telte, hvor burmeserne bare stod med 15+ vandslanger. Vogne fyldt med unge (ja faktisk næsten som en studentervogn) kørte fra telt til telt for bare at blive sprøjtet til.

Og derfor gik man altså, især som turist, drivvåd rundt hele dagen, hvilket var lækkert i de 38 graders varme. De siger jo, at det er for at vaske synderne bort, så nogengange fik man endda også et lille "May I, please?" før man fik vand i nakken. Så de gør det jo bare for at være gode! Og så synes burmesere bare at det er så vildt at se turister.

Så gik turen til Bagan. Vi havde INGEN forventninger til denne togtur, efter at have læst flere steder på nettet at det skulle være den værste togtur nogensinde.

20 timer lang var togturen og den var bestemt heller ikke komfortabel. Vi havde bestilt sovekupe, men toget bumlede simpelthen så meget, at det næsten var umuligt at sove. Nogen gange lettede numsen såmen også lige fra sengen.

Da vi så stod op om morgenen var resten af togturen ikke så slem. Vi hyggede os lidt med at grine af den ekstremt ukomfortable togtur. Derudover stoppede toget en gang imellem ved en lille station helt ude på landet, hvor børnene havde samlet sig med vandspande og pistoler - og så var de ellers klar til at fejre vandfestival med togets passager. Da vi gik fra vores togkupé, var den helt sølet til med vand (vi gik måske også lige lidt meget med på børnenes leg).

Klar med vandgevær til de frække landsbybørn!

Bagan er en fantastisk by, hvor mindst 2000 templer står idag. Vi mødte faktisk også væsentligt flere turister her end i Yangon, for Bagan er et must i Myanmar.

Her var vi intet mindre end fem dage inden vi tog bussen (heldigvis) tilbage til Yangon. Vi brugte tiden på både Water Festival i flere bydele, tedrikning (Myanmar laver den mest fantastiske milk tea), tempeljagt og ikke mindst at ræse rundt på vores e-bikes, som vi blev meget glade for.

Smukke templer i Bagan

Traditionel burmesisk mad

Solopgang over smukke Bagan

Vores lokale tebrygger - ekspert i at lave den fantastisk milktea, pancho-téen. Han er dog ikke sådan super fotogen.

Så var turen i Myanmar nær ved ende og vores sidste dag i Yangon var den varmeste dag i 30 år (40 grader).

Tirsdag aften tog vi flyet til Bangkok og dagen efter var vi på en bus på vej mod ferieøen Koh Tao. Her havde vi besluttet at bruge vores sidste rejsetid - ren ferie og afslapning, den sidste luksus inden vi ville begive os hjem mod storbyens larm.

De 10 dage på Koh Tao stod på stranddage, solskin, drinks, smoothies, snorkling og massage.

Vi fik selvfølgelig set det obligatoriske ladyboy-show, og Cecilie, Malene og jeg var også en enkelt dag ude for at prøvedykke ned på 8.6 m. Det var simpelthen bare så sjovt - det skal klart prøves igen.

Drinks ved Sairee Beach

Solnedgang ved Sairee Beach

Prøvedyk med Cecilie og Malene

D. 4. maj gik flyet hjem til Danmark igen - og nu sidder jeg med bunker af vasketøj, en rygsæk fyldt med minder og hovedet spækket med oplevelser og indtryk. Det er bare fedt at rejse!

Så kom vi til det - trekking var en af Christina og jegs helt store planer i Nepal, og vi valgte at tage udfordringen og tage hen blandt verdens højeste bjerge for at gå det verdensberømte Everest Base Camp trek.

Vi havde valgt at booke en porter hos et trekking agency, Himalayan R.S.T Expeditions, for at være sikre på at vores porter var forsikret i bjergene. Porteren kom os utroligt meget til gavn i de uvante luftforhold, og gav os mulighed for kun at trekke med en dagsturstaske.

Udover en porter bookede vi også flybilletter igennem det agency, men havde besluttet os for selv at stå for kost og logi på turen, da dette var den billigste mulighed.

Vores trekking agency bestod af et nepalesisk ægtepar, der har været intet mindre end fantastiske undervejs. Meget omsorgsfulde for både deres trekkere og deres ansatte, så bedre kunne vi ikke have ønsket os.

Tirsdag kl. 6.15 gik flyet fra Kathmandu Domestic Airport til Lukla. Jeg havde gjort det dummeste nogensinde, og havde selvfølgelig gjort noget research omkring denne flyvetur - og det, jeg kunne læse mig frem til om Lukla lufthavn, var ikke ligefrem noget beroligende. Det gjorde det ikke meget bedre, at Christina havde fået madforgiftning i Kathmandu og var nærmest kun halvt ved bevidsthed i flyet.

Flyet er et lille fly med plads til ca 16 passagerer. Man kan lige se hen til en af verdens sejeste piloter. Da vi var lettet kunne man nærmest mærke vinden igennem væggene... Mens flyets ene stewardesse kom rundt for at give søde karameller at gumle på og to totter vat til ørerne, hvilket bestemt var behjælpeligt mod larmen fra flyet.

Der gik ikke meget mere end tyve minutter, før flyet begyndte at dreje ind mod bjergene. Puha, jeg synes godt nok det kom lidt tæt på... Og pludselig tog flyet et skarpt sving til højre, hvorefter man kunne se en ultrakort landingsbane. Det var heldigvis helt klart, men det gjorde det egentlig ikke lettere at forstå, hvordan flyet kunne lande der. Før vi vidste af det, havde piloten lavet en perfekt landing og Christina begyndte så småt at vågne op (i modsætning til mig, der ikke har turde andet end at holde mig vågen, haha).

Lukla er en hyggelig bjergby i 2800m højde. Her går de gamle damer med sceptum og de små børn har mørkerøde kinder pg.a den kolde vind. De fleste i bjergene lever af landbrug, mens nogle af de lidt rigere ejer lodges og restauranter til ære for de mange trekkere, der kommer igennem Lukla. Rigtig mange mænd arbejder som portere, hvor de tjener penge på at slæbe enten salgsvarer eller grej for trekkere.

Vores egen porter hedder Ngima og er en del af den tibetanske folkegruppe Tamang. Normalt arbejder Ngima som guide i bjergene, men somme tider vil han gerne være porter, så længe tasken ikke er for tung og at det sidder nogenlunde på ryggen (vi havde selvfølgelig en 65 liters rygsæk med til ham, men skulle da lige lære ham hvordan han skulle spænde hoftebæltet).

Pg.a Christinas madforgiftning ventede vi med at gå fra Lukla til om torsdagen, for at være sikker på, at hun havde nok energi. Så jeg havde lige et par dage til at udforske byens gader og plagiat-Starbucks (ja ja, man skal da have en Starbucks i bjergene!)

Torsdag:

Normalt tager folk en kort første dag og vælger at overnatte i Phakding, omkring 2,5 time fra Lukla, men vores trekking agency havde anbefalet os at gå et par timer længere til Monjo, for at få en lidt kortere dag næste dag.

Første dag var ellers ikke noget særligt, udover at man godt kunne mærke at luften var noget tyndere end nede i Kathmandu. Masser af æsler og dzokyo (blanding mellem ko og yak) passerede os med store læs. Den allerførste porter vi stødte ind i, bar et læs af træplader på intet mindre end 100kg! Det er mere end hvad mange af dyrene slæber på.

At gå Everest Base Camp er ikke den samme primitive oplevelse, som det er når man f.eks. går i Norge. Det vrimler med små landsbyer, hvor man kan overnatte på små lodges. Værelserne er kolde, men spiserummene er somregelt varme pg.a ovnen, der bliver tændt op med dung (yak-lort). Det er som regelt meget billigt at bo på en lodge - mellem 7 og 15kr - men den der driver stedet tjener deres penge på den dyre mad de sælger til trekkere.

Fredag:

Så gik turen fra Monjo til Namche Bazaar, en af de stejleste opstigninger på hele turen. Efter at have passeret en skræmmende høj gyngebro - selvfølgelig lige efter at 15 æsler havde passeret først - var de næste to timer til Namche Bazaar hårde og udmattende. Her fik vi dog, igennem træerne, vores første glimt af Mt. Everest.

Da trapperne var overstået, kom vi til Namche, en af de største byer i Himalayabjergene. Namche er fyldt med cafeer, barer, souvenirbutikker og masser af masser af friluftsbutikker. Så det var et lækkert sted at komme til.

Lørdag: En del af Everest Base Camp-trekket, er at man husker at holde hviledage undervejs, for at vænne sig til de nye højder. Namche ligger i 3400m højde, så det var essentielt at vi holdt en hviledag her.

Et godt afklimatiseringstip er "climb high, sleep low", så vi gik på en dagstur 400m op til verdens højeste hotel, Everest View Hotel. Her var der smuk udsigt over de flotteste Himalayabjerge, inklusiv Everest.

I Namche mødte jeg en canadisk journalist, der for tiden havde arbejdet i Tengboche. Han havde taget dagsturen til Namche for at hente medicin til en gammel mand i Tengboche. Hårde forhold.

Søndag: Her gik turen fra Namche til Tengboche, en god 5-timers tur. Først skulle vi gå ca 400m ned, hvorefter vi skulle gå 700m op. Det var en super varm dag, så vi svedte hele dagen igennem.

Mandag: I Tengboche ligger der et munkekloster, som vi selvfølgelig lige skulle se. Så Christina og jeg besluttede os for at tage til en rigtig buddhistisk ceremoni om morgenen i det iskolde monastry.

Det var en speciel oplevelse. Åbenbart var næsten alle munkene i Namche, så der var kun to munke tilbage. Dem lyttede vi så til meditere i en time på det kolde gulv. Ikke helt som vi havde forestillet os, men et lidt speciel morgenoplevelse.

Turen fra Tengboche til Dingboche var utroligt smuk og fulgte en flod i lang tid. Der var i lang tid udsigt til bjerget Ama Dablam, der hurtigt blev vores ynglingsbjerg, fordi det var så flot.

Tirsdag: Turens anden obligatoriske hviledag var i Dingboche, der var bidende koldt. Her holdt de fleste sig rundt omkring ovnen.

I Dingboche gik vi også en lille dagstur - den blev dog ikke lang, da vi havde svært ved at finde motivationen.

Det var også i denne by at vi lærte vores porter at spille 500 - som han tilgengæld tæskede os fuldstændig i. Begynderheld...

Onsdag: På turen fra Dingboche til Lobuche kunne man for alvor mærke højden. Vi blev forpustede i løbet af ingenting og alle hev efter vejret. Vi havde allerede mødt flere, der var blevet lidt højdesyge og havde hovedpine - selv nogen, der ikke kunne fortsætte pga højdesygen. Vi bad bare til at det ikke blev os.

Vi havde forlængst passeret trægrænsen, så det begyndte at blive ret koldt i de 4000+m. Lobuche var meget koldt og i 4900m højde.

Torsdag: Her gik turen mod Gorak Shep, sidste stop inden Base Camp. Alle trekkere bevægede sig umådeligt langsomt pga den manglende oxygen. Turen føltes lidt længere end den egentlig var.

Da vi havde sat vores ting på Yeti Lodge i Gorak Shep, fortsatte vi turen mod Base Camp.

På vejen til Base Camp introducerede vores porter mig for en nepaleser, der besteg Mount Everest sidste år. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige til ham, sådan lidt mundlam af respekt.

Vi ankom til Everest Base Camp omkring ved 2-tiden - en plads fyldt med telte, sherpaer, yaks der alle skal hjælpe bjergbestigerne i optakten til bestigning af Everest. Noget særligt var stedet egentlig ikke, og Everest var faktisk gemt bag et andet bjerg - men målet var nået, så stemningen var god blandt alle trekkere.

Base Camp ligger i ca 5500 meters højde, og her er der kun 50% af den oxygen vi indånder ved havet. Så luften var meget tynd og vi begyndte at få lidt hovedpine.

Vi havde ikke helt forstået spillereglerne og var kommet til at gå ind på Base Camp - når man er gået i 8 dage for at komme der, skal man vel også udforske stedet lidt? Det måtte man åbenbart ikke. Vi kunne heller ikke forstå, hvorfor de andre trekkere ikke kom tættere på...

Så vi kom til at bruge 2 timer i base campen, før vi bestemte os for at gå tilbage i den bidende kulde. Vi kom endda vidst også til at tisse i "The expeditioners toilet tent", hvilket resulterede i nogle meget fordømmende blikke fra nepalesiske sherpaer.

Fredag: Næste morgen før solopgang skulle vi gå til Kala Patthar, et flot udsigtspunkt. Desværre fik jeg pludselig en voldsom kvalme, et træls symptom på højdesyge halvvejs deroppe og måtte vende om for ikke at blive mere dårlig. Christina fortsatte, men kom dog til at gå til den forkerte top - som hun så havde helt for sig selv.

Da Christina kom tilbage, begyndte vi så ellers bare at halvløbe ned og ned og ned. Fyldt med energi og glade for at vi nu skulle ned i lidt mere behagelige højder. "Marathon"? lød det fra trekkere, der pustede sig op i den tynde luft for at nå til base camp. De skulle bare vide, hvor lækkert det føltes bare at løbe ned.

Efter vi havde spist frokost trak skyerne frem og det begyndte at sne. Meget. Så de næste 3-4 timer gik vi i koldt snevejr med regnbukserne nederst i vores porters rygsæk... Da vi nåede frem til Pangboche, hvor vi skulle overnatte, gik det så ellers hurtigt med at få lagt tøjet til tørre.

Lørdag: Vi havde allerede gået 1km ned, så det var en del varmere og solen skinnede hele dagen. Her gik turen fra Pangboche til Namche, der tog godt 5 timer. Vi havde lidt frygtet den sidste 400m opstigning, men det viste sig, at den slet ikke var så svær, for pludselig havde vi bare meget mere oxygen at arbejde med.

I Namche blev det fejret med belgiske vafler og en øl om aftenen til amerikansk wrestling i tv'et.

Søndag:

Her gik turen tilbage til Lukla, vores slutdestination, og dette var en lang 6-timers gåtur i noget varmere klima. Men endelig nåede vi frem, og dette blev fejret med en omgang friturestegt snickers og marsbar på vores guest resort - en sherpa specialitet, vi jo skulle nå at prøve.

Mandag:

At dømme efter vores tidligere held i forbindelse med fly (mit ophold i Delhi lufthavn, samt Christinas madforgiftning lige før flyafgang) var det jo egentlig ikke den største overraskelse, at vores fly næste morgen var aflyst. Det var blevet for tåget til at flyene kunne lette og lande, og de kunne ikke sige, hvor lang tid uvejret ville blive ved.

Resten af dagen gik med WiFi, mukkeri og burgers på et bageri i Lukla.

Tirsdag:

Og... Her kom morgenen, hvor vi valgte at tage den drastiske beslutning at betale for en helikoptertur ud af bjergene. En dyr beslutning, men bestemt en oplevelse med smukke udsigter over Himalayabjergene, vi ikke havde regnet med at få med i pakken.

11 dage tog det for os at nå til Everest Base Camp og tilbage igen, 8 dage op og 3 dage ned med lidt forsinkelser i begge ender. En langt hurtigere tid end vi havde forventet, da vi var super heldige med at slippe for den hårde højdesyge. Vi har mødt og delt frustrationer i kulden med masser af fantastiske mennesker fra alle steder i verden, samt fået indblik i den helt fantastiske bjergkultur, der findes i Nepal; et sted, hvor biler ikke er en mulighed, men hvor de i fællesskab med store tunge dyr må transportere alt til fods. Trekking i Nepal er bestemt en uforglemmelig oplevelse for livet, og noget jeg gerne gør igen.